Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Vinterferie i Odense: 12 hyggelige aktiviteter du kan opleve i uge 7

Endelig er det blevet tid til vinterferie, og i den anledning har vi samlet et overblik over spændende og hyggelige begivenheder, der finder sted i Odense i uge 7. På listen finder du både begivenheder til børn og til voksne, så læs med og få inspiration til en dejlig vinterferie i lige netop din stil.

Hvilket tidspunkt er bedre end vinterferien til at spise lækre fastelavnsboller? Nyd fastelavnnsmåneden, og smag nogle af byens lækre fastelavnsboller.

8.-23. februar: Momo og Tidstyvene i ODEON

Foto: Odense Teater

Oplev en eventyrlig familieforestilling om venskab, nærvær og tidens hemmelig, når Odense Teater opsætter ‘Momo og Tidstyvene’ i ODEON. Forestillingen anbefales fra syv år.

Læs meget mere om forestillingen, og køb dine billetter her.

Adresse: Teatersalen i ODEON, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C.

9.-18. februar: Dining Week i Odense og på resten af Fyn

Foto: Restaurant mam

Dining Week er en landslækkende restaurantfestival, hvor udvalgte restauranter serverer lækker mad til knivskarpe priser. Typisk kan du få tre retter til 250 kr, og nogle steder kan du få 5 retter for 350 kr. På Fyn er 13 restauranter en del af Dining Week, hvoraf fem af dem er i Odense: Restaurant mam, Niro Sushi, Artemisia, Brasserie Bordeaux og I Pupi Siciliani.

Læs mere om konceptet her.

Adresse: Udvalgte restauranter i Odense (Restaurant mam, Niro Sushi, Artemisia, Brasserie Bordeaux og I Pupi Siciliani).

10. februar: Lav din egen fastelavnsmaske i ODEONs KreaKafe

Foto: Café ODEON Social

Slip kreativiteten løs, når Café ODEON Social holder maske-værksted, hvor du kan give dit bud på den smukkeste, sjoveste eller skøreste fastelavnsmaske. Om du vil være Spiderman, en sød hund eller en fin prinsesse er helt op til dig – det er kun fantasien som sætter grænser. Tilmed er arrangementet helt gratis.

Læs meget mere her.

Adresse: Café ODEON Social, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C.

10. februar – 3. marts: Mille og Den grimme ælling på Odense Teater

Foto: Odense Teater

Mille Gori, kendt fra DR Ramasjang, tager børn og voksne i hånden og fortæller historien om svaneungen, der bliver født i andegården. Når de andre ænder synes, at man er stor og styg, er det ikke let. Svaneungen må forlade andegården og på sin farefulde rejse møder den mange forskellige dyr, men ællingen kan ikke finde nogen, der ligner den selv. Vinteren varer dog ikke evigt, og foråret bryder frem – og nu er den grimme ælling pludselig en stor og smuk svane.

Forestillingen anbefales fra 3 år og varer ca. 50 minutter.

Du kan læse mere og sikre dig en billet her.

Adresse: Jernbanegade 21, 5000 Odense C.

11. februar: Fastelavnsfest i Café ODEON Social

odeeon

Fastelavn er lige om hjørnet, og det betyder traditionen tro, at der afholdes fastelavnsfest i Café ODEON Social. Glæd dig til en fest for store og små, hvor der bliver slået katten af tønden, kronet årets kattekonge og –dronning og danset til live børnemusik fra scenen i caféen.

Køb billetter og læs mere lige her.

Adresse: Café ODEOn Social, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C.

11. februar: Veras Market i Storms Pakhus

Foto: Veras Vintage

Veras Market er et stort indendørs tøjloppemarked, hvor du enten kan sælge dine egne ting, eller tage på udkig efter nye lækre genbrugsfund. Den 11. februar rykker de til Storms Pakhus, og du kan stadig nå at booke en stand, hvis du skal have sorteret ud i klædeskabet.

Det er gratis at deltage, og du kan læse mere og købe en stand lige her.

Adresse: Storms Pakhus, Lerchesgade 4, 5000 Odense C.

10.-17. februar: Magiske lysaftener i Odense Zoo

Foto: Odense Zoo

I hele vinterferien lyser Odense Zoo op i vintermørket. De fortsætter succesen fra sidste år og bygger videre på den nordiske mytologi, fordi Ragnarok er på vej. Glæd dig til at opleve en masse nye guddommelige lysinstallationer som Midgårdsormen, Gjallarhornet og Fimbulvinteren. Du kan selvfølgelig også se eller gense sidste års store lys-succeser som Thors hammer, Odins trone og Bifrost.

Du kan også opleve de magiske lysaftener på alle lørdage i februar.

Du skal have billet for at komme ind – medmindre du er årskortholder – og du kan købe billetten på Odense ZOOs hjemmeside.

Adresse: Odense ZOO, Sdr. Boulevard 306, 5000 Odense C.

18. februar: Oplev Popsi og Krelle i ODEON

Foto: ODEON

Popsi og Krelle blev født på YouTube i 2018 og er på rekordtid blevet et af de mest populære danske børnebrands i målgruppen børn 0-5 år. Deres musikvideoer har rundet 450 millioner visninger på YouTube og mere end 475.000 børnefamilier ser med på YouTubekanalen.

Læs mere og køb billetter her. Men skynd dig! Der er kun få billetter tilbage.

Adresse: ODEONs Foyer, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C.

Vinterferie med børn på Jernbanemuseet

Foto: Danmarks Jernbanemuseum

Hvis du har børn, vil en tur på Jernbanemuseet i vinterferien være oplagt. Se skuespil med Koblingerne, løs sjove opgaver og kør med det populære minitog. Byg med tusindvis af DUPLO-klodser og hyg jer på den udendørs legeplads.

Læs mere og køb billetter lige her.

Hvornår: 10.-18. februar kl 9:00-16:00.
Adresse: Danmarks Jernbanemuseum, Dannebrogsgade 24, 5000 Odense C.

Vinterferie for hele familien på Kunstmuseum Brandts

Foto: Kunstmuseum Brandts

Glæd jer til fem etager med kunstoplevelser midt i Odense. Lige op til vinterferien åbner Brandts årets store udstilling om Belgisk Kunst med mesterværker fra Boch til Magritte. Du kan også lade hele familien slippe energien løs med legesyge og humor i sanseudstillingen Monsterhjerte. Det anbefales at booke tid i sanseudstillingen hjemmefra.

Læs mere og køb billetter lige her.

Hvornår: 10.-18. februar kl 10:00-17:00.
Adresse: Kunstmuseum Brandts, Amfipladsen 7, 5000 Odense C.

Vinterferien set fra oldtiden i Odins Odense

Foto: Odins Odense

I uge 7 kan du besøge jernalderfolket, se og prøvesmage nogle af fortidens vinterretter, samt opleve og prøve forskellige håndværk og sysler. Måske kommer du også til at høre en god historie eller to? Der vil være skiftende aktiviteter hen over ugen, ligesom aktiviteterne i landsbyen skifter i løbet af året.

I Jernalderlandsbyen Odins Odense kan du og din familie hele året udforske autentiske jernalderhuse, genskabt på baggrund af spændende arkæologiske fund fra Fyn og Jylland. Midt i Stavids Ådals naturskønne områder, langt fra storbyens travlhed, venter en verden fyldt med leg og læring.

Hvornår: 10.-18. februar kl 10:00-16:00.
Adresse: Jernalderlandsbyen Odins Odense, Store Klaus 40, 5270 Odense N.

Besøg en af byens svømmehaller

Svømmehallen i Bolbro. Foto: Odense Idrætspark

Odense har fantastiske svømmehaller, som inviterer både børn og voksne inden for til hygge og leg. Her er alt fra vandrutsjebane, wellness, vipper og meget meget mere.

Du finder alle stederne i oversigten over Odenses svømmehaller.

I samme kategori

Forestillinger Odense
Brunch i Odense
date ideer odense
Sportsbarer - The Old Irish Pub

Tip os

Send dine tips til byen og del dem med resten af Odense – fra odenseaner til odenseaner!

Mest læste

Forestillinger Odense
Brunch i Odense
Hvor skal man spise i Odense?
Nye spisesteder i Odense

Populære kategorier

Information

Nyhedsmail