Iværksætterfestival i Odense – den største og mest ambitiøse hidtil
Det er netop blevet offentliggjort at iværksætterfestivalen, Global Entrepreneurship Week, bliver afholdt i Odense igen i år. Den bliver afviklet i uge 45, og henvender sig til iværksættere, eller alle der går rundt med et ønske om at blive iværksætter.
Bevilling fra Odense Kommune
I løbet af de næste fire år, har Odense Byråd bevilliget 500.000 kr. til festivalen – netop med det formål at afholde den største og mest ambitiøse iværksætterfestival hidtil. Også uddannelsesinstitutioner og private virksomheder deltager, og der vil ligeledes blive afholdt events og workshops.
“Jeg er så begejstret for, at vi prioriterer vores indsats over for iværksætterne. Det er blandt andet her, at vi får skabt fremtidens arbejdspladser, som er grundlagt for velfærden og udviklingen i Odense. Uanset om man er selvstændig tømrer eller robotvirksomhed, er man iværksætter, og det hylder vi med en festival. Det er bydende nødvendigt for udviklingen, at odenseanerne starter virksomheder, især med de mange ledige, som Odense har” udtaler by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt.
Læs også: Rejs fra Odense Lufthavn til sydens sol på 2,5 timer
Odin Award – Prisuddeling
Hidtil har der eksisteret to priser til iværksættere: Iværksætter Odense-prisen og Odin Award. Disse er nu blevet lagt sammen og får fremover navnet Odin Award. Den vil blive opdelt i følgende fire kategorier: Odin Award, Odin Tech, Odin Concept og Odin Young og har til formål at hylde de iværksættere, der kan og vil.

Byd ind med arrangementer
Har du gode ideer til arrangementer, der kan foregå i løbet af iværksætterfestivalen? Så har du muligheden for at byde ind med dine inputs til inspirationsmødet, der foregår mandag d. 30. august kl. 15-17 på Stjerneskibet. For tilmelding skal du sende en mail til: ivfestival@odense.dk