Det sker i Odense i september: Guide til 8 festlige arrangementer
Efteråret er over os, og det byder naturligvis på en ny guide. Herunder finder du en række af spændende arrangementer, som du ikke skal gå glip af i september måned. Dan dig et overblik over månedens events – der er både koncerter, sport, comedy og festivaler på programmet.
Vil du gerne have endnu mere kultur i september måned? Så læs vores samlede guide til Odense Bys Museer.
2.-4. september: Femi Festival 2022
Som navnet måske afslører, så starter september i Odense ud med en 3-dages feministisk festival, som bliver afholdt i Ungdomshuset. På Femi Festival diskuteres der og stilles spørgsmålstegn ved kønsnormer, diversitet, kultur, opdragelse og meget mere.
I diversitetens ånd tilgår festivalen emnerne igennem mange forskellige formater. Du vil både kunne opleve kunst, dans, koncerter, workshops, foredrag, paneldebatter og åben samtale. Der er altså tale om en festival, hvor alle er velkomne.
Festivalen har været afholdt siden 2017 og har alle år budt på en række af aktører, som samlet set skaber trygge rammer for en hyggelig feministisk festival. Du finder meget mere information samt køb af billetter lige her.
Adresse: Ungdomshuset, Nørregade 60, 5000 Odense C.

9.-10. september: Generator Festival 2022
Studiestarten er over os, og traditionen tro byder Generator Festival alle de nye odenseanske studerende velkommen til byen med deres brag af en fest. Der bliver gang i gaderne, når studiebyen danner rammerne til en musikfestival, hvor der er pop, rock, urban, hiphop og EDM på programmet.
Til festivalen kan du både opleve kendte danske musikere, men også få indblik i nogle af de upcoming stjerner på den danske musikscene. Oplev i år blandt andet Tessa, Suspekt, Faustix, Aksglæde og Emil Kruse, som alle står klar til at sætte gang i én stor fest i Odense.
Find det fulde program og billetter til festivalen.

15. september-8. oktober: Det europæiske slagtehus
Odense Teater inviterer indenfor til Shakespeare-maraton. Det bliver teaterets største Shakespeare-opsætning nogensinde, så hvis du er til kongedrama, kærlighedshistorier, krig og magtsyge, er dette en forestilling for dig.
Der er tale om en 6-timers lang forestilling inklusiv en times pause undervejs, hvor det er muligt at bestille mad fra Nelles. Så det er en helt særlig oplevelse, som sjældent udbydes på danske teaterscener. Det europæiske slagtehus viser igennem Shakespeares mange kanoniske værker menneskets gode og dårlige sider – særligt sidstnævnte er der lagt vægt på, og forestillingen anbefales fra 15 år.
Læs mere om opsætningen, og køb dine billetter her.
Adresse: Store Scene, Odense Teater, Jernbanegade 21, 5000 Odense C.

17. september: Portvinsfestival i Odense
Folkene bag Portvinsfestival er en passioneret flok, som den 17. september kommer forbi Odense. Her tager de et lækkert udvalg af portvin med, samtidig med at de deler ud af deres store viden omkring faget.
Bevæbnet med et smageglas og et stempelkort til 10 portvinssmagninger, som udleveres ved ankomst til festivalen, er du garanteret et skønt arrangement med god stemning. Du vil undervejs være i selskab med en masse passionerede mennesker, som alle har det til fælles, at de elsker portvin.
Adresse: G.A.S.A, Middelfartvej 9M, 5000 Odense C

17. september: Comedy Ballroom i Odeon
Kom med til et eksklusivt comedy-show, hvor fem af landets største komikere står klar til at underholde dig en hel aften. Comedy Ballroom startede tilbage i 2020, og i år står komikerne Nikolaj Stokholm, Thomas Warberg, Linda P, Andreas Bo og Lasse Madsen klar til at optræde for dig.
Hver komiker har 25 minutter på scenen, når de kommer til Odense den 17. september, så du er sikret mere end to timers god underholdning. Find arrangementet på Odeons hjemmeside, eller køb billetter på Ticketmaster. Men skynd dig, der er kun få billetter tilbage.
Adresse: Store Sal, Odeon, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C

17. september: Odeology feat: Sugar, pace+lead og Pernille Krog Mogensen
Odeology er tilbage med deres helt særlige techno- og billedkunstoplevelse. Arrangementet finder sted hos Dynamo Cirkus på Odense havn.
Oplev tre dygtige musikere denne aften: Pernille Krog Mogensen, som med sin elektroniske undergrundsmusik sætter Odeology-festen i gang, pace+lead, som sørger for groovy techno og trancemusik, og Sugar, som slutter aftenens dansefest af med sin hurtige og dunkende technomusik.
Læs mere om arrangementet på Facebook, og sikr dig billetter på Place2Book.
Adresse: Dynamo, Finlandkaj 6, 5000 Odense C.

21. september: Dean Lewis på Musikhuset Posten
Med mere end 5,6 milliarder streams af sine sange kan man vist roligt kalde Dean Lewis for en ægte hitmager. Den 21. september kommer den populære australier til Odense, hvor han optræder på Musikhuset Posten.
Dean Lewis besøgte sidst Odense tilbage i 2019, hvor han gav koncert på Tinderbox. Her var publikum helt med fra første nummer, og succesen gentages endelig.
Køb billetter til koncerten hos Posten Live.
Adresse: Østre Stationsvej 35, 5000 Odense C.

25. september: HCA Marathon 2022 i Odenses gader
September rundes af med en af Odenses helt store sportsbegivenheder, når starten går til HCA Marathon 2022. Et hav af både garvede og helt grønne deltagere løber igennem Odenses gader den 25. september.
Man kan roligt sige, at løberne kommer rundt i hele Odense, når ruten går fra Odins Bro og Skibhuskvarteret til den centrale Vestergade og ud til Kløvermosevej. Der er stadig åbent for tilmelding og ledige pladser til både maraton og halvmaraton – men er de lange distancer ikke lige dig, så kom i stedet og hep på de mange løbere langs ruten.

Af: Lærke Malchau Olsen