Odense som kulturby: Den store guide til Odense Bys Museer

Tænker du nogensinde på, hvordan Odense er blevet til den by, det er? Og er du interesseret i Odense og Fyns historie? Måske du er fascineret af eventyr, arkæologi, musik eller noget helt fjerde. Sikkert er det i hvert fald, at Odense Bys Museer byder på spændende oplevelser, kunstmuseer, hands on-oplevelser, kulturhistorie, litteraturformidling og meget mere. Dette er den ultimative guide til odenseanske museer, som gør dig klogere på kulturhistorien i Odense by.

Vil du læse mere om åbningen af H.C. Andersens Hus? Find artiklen om det arkitektoniske museum, der er skudt op i midten af Odense, her.

Odense Bys Museer

Odense er en by, som prioriterer kultur og historie højt. Det ses tydeligt, når turen går rundt i de små hyggelige gader, forbi de arkitektonisk flotte bygninger og i H.C. Andersens fodspor. Noget af det, der særligt gør Odense til en kulturby, er museumsorganisationen Odense Bys Museer. Den selvejende organisation har skabt et detaljeret og dækkende overblik med deres samling af museer, udstillinger og forskning. Herunder kan du læse om nogle af de kulturelle oplevelser, som Odense Bys Museer byder på.

H. C. Andersens Hus

Det eventyrlige museum H.C. Andersens Hus har virkelig gjort en forskel i bybilledet. De arkitektoniske og beplantede bygninger er skudt op i indre by som en moderne og smuk tilføjelse til Odense.

Det er ingen hemmelighed, at H.C. Andersen er Odenses darling. Men når du ved ankomst til museet får udleveret et headset, kommer du meget længere ned i historien om eventyrforfatteren end tidligere. Her vil en fortæller tager dig igennem de farverige, dystre, sorgfulde, skønne og tankevækkende eventyr på en ny måde. Det er en sanseoplevelse af de helt store – det skal opleves!

I forlængelse af museumsoplevelsen er der direkte adgang til H.C. Andersens fødehjem, hvor du kan gå rundt i de mange små rum – og stå der, hvor forfatteren den 2. april 1805 kom til verden. Huset giver også indblik i den fattigdom, som H. C. Andersen blev født ind i. Han var søn af en fattig vaskekone og en endnu ikke udlært skomager, og derfor boede der flere familier på den trænge plads.

Adresse: H.C. Andersen Haven 1, 5000 Odense C

Foto: VisitOdense
Foto: VisitOdense

H. C. Andersens barndomshjem

Hvis du ikke kan få nok af forfatterens og Odenses historie, så finder du også H.C. Andersens barndomshjem inde i centrum. Her boede han med sin familie fra han var to til 14 år i det lille hus i Munkemøllestræde.

Dengang var huset trangt og i baggården stod kun en enkelt stikkelsbærbusk. Alligevel var hjemmet fyldt med kærlighed, fantasi og fortællinger, der lagde grobunden for hans eventyrlige univers. Besøger du barndomshjemmet i dag, finder du en poetisk have, fyldt med planter fra hans mange eventyr.

Det var her, den verdenskendte forfatter voksede op, udforskede drømmende, og hvor de mange fantasiverdener udfoldede sig allerførst. Det lagde grobunden for de mange eventyr, rejsebeskrivelser og digte, han senere ville skrive og blive anerkendt for.

Adresse: Munkemøllestræde 3-5, 5000 Odense C

Foto: VisitOdense
Foto: VisitOdense

Møntergården

Hos det kulturhistoriske museum Møntergården står de gamle huse og gårdrum, som i H.C. Andersens levetid. Med smalle stræder og baggårde kan du leve dig ind i bymiljøet, som det var i 1800-tallet. Museet vækker din nysgerrighed på Odense og Fyn med viden om oldtiden og frem til i dag. Her finder du lærerige udstillinger og sågar et børnemuseum, hvor alt må røres og prøves.

Hele sommeren 2022 står i Vikingetidens tegn, da det var en tidsalder, der satte et helt særligt præg på Odense. Lige fra rester af kongelige vikingeborge under jorden til byens navn, der trækker rødder til vikingeguden Odins navn.

Adresse: Møntestræde 1, 5000 Odense C

Foto: VisitOdense
Foto: VisitOdense

Den Fynske Landsby

Lidt længere ude af Odense ligger frilandsmuseet Den Fynske Landsby. Her kan du opleve en landsby, som den så ud i 1800-tallet. Du kan opleve kokkepiger, markarbejdere og mange andre historiske personer, som gør besøget i landsbyen autentisk og historisk korrekt.

Du kan løbende finde mange forskellige aktiviteter og arrangementer, som sørger for, at du får du historien helt ind under huden. Alle aktiviteterne følger årets og traditionernes gang, så du kan vide dig sikker på at få den autentiske stemning og fortælling om livet i fortidens Fyn.

Tag med på en tidsrejse, når der denne sommer er perleværksted, hestevognskørsel, landsbyfortællinger, håndarbejdeværksteder, malkning af køer og mange flere tidstypiske 1800-tals landsbyoplevelser i Den Fynske Landsby.

Adresse: Sejerskovvej 20, 5260 Odense S

Foto: Odense Bys Museer
Foto: Odense Bys Museer

Thriges Kraftcentral

Leder du efter en anderledes oplevelse, som skiller sig ud fra den klassiske museumsoplevelse, så er Thriges Kraftcentral et godt bud. I en fredet industribygning fra 1916 gemmer sig nemlig en oplevelse for maskin-nørder i alle aldre. En gang om måneden åbner frivillige dørene op, så du kan træde ind i historien om industrien og elektronikkens barndom i Odense.

Når den 100 år gamle dieselmotor startes, hænger lugten af olie i luften, som det gjorde i starten af 1900-tallet. Det er Danmarks ældste, kørende B&W-dieselmotor fra Danmarks dengang største skibsværft og førende dieselmotor-producent. Besøg museet og bliv klogere på Odenses berømte storfabrikant Thomas B. Thrige.

Adresse: Buchwaldsgade 33, 5000 Odense C

Foto: Odense Bys Museer
Foto: Odense Bys Museer

Carl Nielsens Barndomshjem

Carl Nielsens Barndomshjem er endnu et sted, hvor du kan komme på en lille tidsrejse. Træd ind i det hyggelige barndomshjem, hvor den fynske komponist og dirigent voksede op. Her fik han sin første violin, skrev sin første polka og forelskede sig i den tidstypiske folkemusik.

Carl Nielsen skrev igennem sit liv et hav af symfonier, koncerter, operaer, strygekvartetter, kammermusik, flere hundrede sange og andre værker. Hans familie boede lidt uden for Odense, og selvom Carl Nielsen var en del af en stor børneflok og kom fra fattige kår, blev han alligevel en stor kunstner. I dag regnes han for dansk musiks største komponist sammen med Niels W. Gade.

Adresse: Odensevej 2A, 5792 Årslev

Foto: VisitFaaborg
Foto: VisitFaaborg

Øvrige museer i og uden for Odense

Ud over Odense Bys Museer finder du en lang række af andre flotte og interessante museumsoplevelser i Odense.

Tidens Samling

Midt i Brandts Klædefabrik kan du opleve en levende udstilling om livet i det 20. århundrede. Med fokus på klæder, form og bolig fra 1900-tallet får du et indblik i odenseanernes liv for blot 100 år siden. Besøger du museet, kan du røre de udstillede genstande, sætte dig i møblerne, åbne skufferne, kigge i bøgerne og prøve tøjet. Du får på alle måder en sanselig oplevelse tilbage til 1900-tallets Odense.

Adresse: Kulturmaskinen – Farvergården 7, 3. sal, 5000 Odense C
Læs mere på Tidens Samlings hjemmeside.

Kunstmuseum Brandts

Kunstmuseum Brandts er Fyns største kunstmuseum, og det er et af Nordens førende kunstmuseer. I det historiske Brandts Klædefabrik ligger museet og byder på fire etager med kunst og visuel kultur. Med mere end ti udstillinger om året af både ny og klassisk kunst kan du besøge museet igen og igen.

Adresse: Amfipladsen 7, 5000 Odense C
Læs mere på Kunstmuseum Brandts hjemmeside.

Danmarks Jernbanemuseum

Lige ved siden af Odense Banegård finder du Danmarks Jernbanemuseum i en autentisk remisebygning fra 1954. Her udstilles en omfattende samling af togvogne, lokomotiver, modeller af tog og færger og andre effekter. Med aktiviteter for hele familien kan du både forvente jernbanehistorie, fascinerende kulturhistorie og masser af leg.

Adresse: Dannebrogsgade 24, 5000 Odense C
Læs mere på Danmarks Jernbanemuseums hjemmeside.

Fyns Militærhistoriske Museum

Med ekspertise inden for den fynske krigshistorie og historien om fynske soldater, fynske modstandskæmpere og det fynske hjemmeværn vil du garanteret lære noget nyt om både byens- og øens krigshistorie.

Adresse: Odense Kaserne, Sdr. Boulevard. 21, 5000 Odense C
Læs mere på Fyns Militærhistorisk Museum.

Odense Bunkermuseum

Da man i 50’erne frygtede 3. verdenskrig, blev den atomsikrede bunker i Odense bygget. Det var oprindeligt ’Kommandocentral Odense’, der holdt til her, men i dag huser det Odense Bunkermuseum. Indrettet som den originale atomsikrede bunker fra 1954 giver museet et godt indblik i efterkrigstidshistorien.

Adresse: Kragsbjergvej 99, 5230 Odense M
Læs mere på Odense Bunkermuseums hjemmeside.

Odins Odense

I udkanten af Odense har du mulighed for at træde 2000 år tilbage i tiden. Jernalderlandsbyen Odins Odense skildrer livet i jernalderen og vikingetiden og livsvilkårene for datidens mennesker. Det uafhængige frilandsmuseum er indrettet med jernalderhuse, hvor du kan høre fortællinger om de årtusinder gamle leveforhold.

Adresse: Store Klaus 40, 5270 Odense
Læs mere på Odins Odenses hjemmeside.

Af: Lærke Malchau Olsen

I samme kategori

juni Odense
Tinderbox, Odense
1-EAL8Tg-1
Påskeferie i Odense

Tip os

Send dine tips til byen og del dem med resten af Odense – fra odenseaner til odenseaner!

Mest læste

Hvor skal man spise i Odense?
Flakhaven i Odense er fyldt med mennesker til H.C Andersen Festival
juni Odense
grand

Forsiden netop nu

restaurant grønttorvet
juni Odense
Niro Sushi
Tinderbox, Odense
1-EAL8Tg-1
Shopping i Odense
Sportsbarer i Odense
Drinks-i-Odense

Mest læste

Det sker i Odense

juni Odense
1-EAL8Tg-1
Påskeferie i Odense
Skærmbillede 2023-03-26 kl. 14.20

Mad og drikke

restaurant grønttorvet
Niro Sushi
Drinks-i-Odense
242182838_221528823349900_6703366908442511461_n-1

Kultur og musik

Tinderbox, Odense
Flakhaven i Odense er fyldt med mennesker til H.C Andersen Festival
Stig-Rossen-julekoncert-overblik
73372231_1669463389855820_5040659380492566528_n-1

Tilbud i Odense

Instagram Feed

Vores bedste guides