I tre år har musik- og danseglade sjæle måtte undvære den odenseanske musikfestival Tinderbox. Men de er endelig tilbage, og torsdag den 23. juni går det løs! Vi har taget en snak med Tinderbox’ atmosfærechef Peter Skoven, som fortæller om dette års festival. Herunder kan du læse, hvad du særligt kan glæde dig til i år. Der er naturligvis gamle traditioner og en masse fed musik, men også helt nye tiltag at se frem til.

Foto: Jonas Hartmann
Foto: Jonas Hartmann

Bæredygtighedskonference: FORUM

Et af de helt nye tiltag på Tinderbox 2022 er et samarbejde med Odense Kommune: bæredygtighedskonferencen FORUM. Torsdag den 23. juni er der adgang for deltagere, som har købt konferencebillet, men fredag den 24. juni er der adgang for alle i dagtimerne. Som noget helt nyt kan man altså få lidt festivalfornemmelse, selvom man ikke har billet til selve Tinderbox.

På konferencen har du mulighed for at høre talks og tage del i videndeling imellem borgere og erhvervsliv. Borgmester Peter Rahbæk Juel byder velkommen og åbner FORUM om torsdagen. Derudover vil der blandt andet være speak og Q&A med forfatter Rutger Bregman. Er du fan af Nak & Æd, har du også mulighed for at møde Nikolaj Kirk på FORUM, når han om fredagen fortæller om bæredygtighed og fremtidens fødevareproduktion. Undervejs vil journalisten Nina Bendixen være moderatoren, som guider deltagerne igennem programmet.

Madscenen udvides

De fleste tager på festival for at nyde en masse musik, danse med deres venner og mærke den helt særlige festivalstemning. Men et vigtigt element, som også er under udvikling på Tinderbox er madscenen. En lang række af madboder står klar til at diske op med lækre burgere, salater, toast, fish & chips, falafel og meget mere. Der er en masse af de gamle kendinge, som mange vil kende enten fra Tinderbox eller rundt omkring i Odense, men også nogle helt nye ansigter.

Som noget helt nyt finder man blandt andet Gyros Heroes, som disker op med et udvalg af det klassiske græske madbrød gyro. Hvis du er en hyppig gæst på Storms Pakhus, kender du måske allerede Gyros Heroes, som nu har bragt en bid af Grækenland til både pakhuset og Tinderbox.

En anden ny madbod på dettes års Tinderbox er københavnske OliOli. Her er der sunde poké bowls med blandt andet laks, and og salat på menuen. Den hawaiianske klassiker er blevet enormt populær i København, hvor OliOli har hele elleve lokationer. Nu er vi så heldige, at de kommer et smut til Odense, så vi kan få en smag af de Hawaii-inspirerede poké bowls.

Nye barer

Det er ikke kun udbuddet af madboder, der vokser. I år er der flere nye barområder fordelt rundt omkring i Tusindårsskoven. Busker-bar er et helt nyt tiltag, som ligger tæt på hovedindgangen. Der er som noget helt nyt også blevet bygget en superflot ginbar inde i skoven, ligesom der er en ny bar af finde ved Teltscenen. Denne bar hedder Tuborg Hillside, og her er der også er et stort siddeareal med udsigt til både Teltscenen og Rød Scene. Her fra TipOdense kan vi godt afsløre, at det er nogle flotte nye områder og podier, der er blevet stablet på benene.

Teasers

Tinderbox holder kortene tæt på kroppen – og det forstår vi godt! De besøgende skal overraskes, når de er med til festen i Tusindårsskoven. Men vi kan heldigvis løfte sløret en lille smule for nogle af årets nye oplevelser. Herunder er der en teaser for nogle af de tiltag, som I kan glæde jer ekstra meget til i år.

Foto: Morten Rygaard
Foto: Morten Rygaard

Busker-scenen

Som noget helt nyt er der Busker-scenen, som alle vil gå forbi, når de kommer ind på pladsen. Ved hovedindgangen står en nybygget lade, som er et rum fuld af overraskelser. Her er der intet offentliggjort program, men som det engelske udtryk ’busker’ – som oversat kan betyde spillemand – antyder, så vil der løbende være musik og andre events. Herinde gemmer der sig naturligvis også en ny bar. Du ved aldrig på forhånd, hvad du kan opleve i Busker-laden. Men er du til uforudsigelige og overraskende oplevelser, så er dette stedet for dig.

Pop-ups og happenings

Du vil stadig kunne møde både glimmerpigerne og få flettet en blomsterkrans som en del af pop-up-eventsene. Men endnu flere overraskelser finder sted alle tre dage på hele festivalpladsen. For at sikre en spændende og festlig atmosfære vil der løbende være forskellige happenings. Intet er fastlagt på forhånd, da meget afhænger af vejret. Men som Peter Skoven formulerer det: ”Hvis du ser en sky af sæbebobler, så skal du nok gå derover.” For hvem ved, hvilket fede pop-up-shows, du pludselig kan opleve på Tinderbox?

Festival i trætoppene

Det er ikke kun en ny ginbar, der er at finde inde i skoven. Tusindårsskoven er de perfekte omgivelser til et outdoor område, hvor naturen spiller sammen med festivalens festivitas. Som noget helt nyt er træerne og naturen inddraget i et særligt outdoors område, hvor der både er gode siddemuligheder ved ginbaren og mulighed for at boltre sig i skovens træer.

Magicbox har fået vokseværk

Der sker mange vilde ting på Tinderbox i år, men særligt skal Magicbox nævnes. Magicbox er den elektroniske scene, hvor kunstnere som Acraze, Brennan Heart, Hayden James, Hedegaard og Jubël i år byder op til den helt store fest. Der er dance- og EDM-musik for fuld skrue, og selvom det måske ikke er dine yndlingsgenrer, så slår Peter Skoven et slag for, at du alligevel finder tid til at komme forbi Magicbox. Vi afslører ikke, hvad der er sket med området – men det er ingen hemmelighed, at det i år bliver endnu vildere end før! Kig forbi området i løbet af festivalen, og få sparket festen i gang for alvor, når Magicbox skruer helt op for musikken.

Af: Lærke Malchau Olsen