Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

The Pie Project | Oplev Middelhavet midt i Odense

The Pie Project er en lille restaurant i Odense, som ejes af italienske Gianmarco Coricciati og græske Tonia Perdikari. De mødte hinanden, da de begge studerede i Danmark, og opdagede hurtigt, at de havde en fælles kærlighed til mad. Det har de nu forenet i deres lille café. Fra de to ejeres ophav udspringer et kulinarisk møde mellem Grækenland og Italien – og det har resulteret i sprøde tærter, hyggelig stemning og hjertevarme i midten af Odense.

Læs også: Hvor skal man spise frokost henne i Odense? Få svaret lige her!

Foto: The Pie Project
Foto: The Pie Project

Et hjerteligt velkommen

På Vintapperstræde 49 ligger en smal bygning, som emmer af hygge. I mødet med de to ejere, Tonia Perdikari og Gianmarco Coricciati, står det også hurtigt klart, at de har ét særligt mål med The Pie Project: Her – i centrum af Odense – skal gæsterne have en skøn og hjemlig oplevelse, på samme måde som de to ejere altid har haft det, når de var med deres bedstemødre i køkkenet.

Det skal være behageligt, og gæsterne skal føle sig velkomne her. Vi skal give dem en god oplevelse, og det gør man bedst igennem en god samtale – det kan være ganske få ord og et smil. Og det er naturligt for os, fordi vi har det sjovt, når vi interagerer med folk,” fortæller Gianmarco Coricciati.

Foto: Lærke Malchau Olsen
Foto: Lærke Malchau Olsen

De to ejere står selv for en stor del af bagningen i køkkenet, og på menuen finder man en lang række tærter med fyld af for eksempel honning, feta, skinke, oksekød eller frisk tomat. Nogle af de helt særlige råvarer importerer de endda helt fra Grækenland, så de kan sikre den bedste kvalitet og smag.

I mødet mellem Italien og Grækenland fandt de da også hurtigt ud af, at de havde mange kulinariske traditioner til fælles. Marco fortæller om, hvordan tankerne bag restaurantkonceptet, menuen og stedets indretning stammer fra deres ophav:

Konceptet er, hvad der for os er det traditionelle. Vores tærter er nogle, vi som regel spiser sammen med vores familier. Det er vores bedstemødre, der står bag opskrifterne og har lavet dem til os. Så hele idéen med at komme her er, at du skal føle dig lige så velkommen, som du gør i dine bedsteforældres hjem.

Om du vælger en sød eller savory tærte, så er du garanteret en kulinarisk oplevelse, hvor der er kredset for smagene. Det er der heller ingen tvivl om, da de nybagte tærter bliver taget ud af ovnen, og duften breder sig i hele rummet. Tankerne ledes straks hen på et besøg på en af de små caféer langs en travl gade i Middelhavsregionen.

Et besøg værd

Der venter en varm velkomst, så snart man træder indenfor. Det understreges, idet Tonia hiver en tærte ud af ovnen og udbryder: ”Nu bliver du den første, der får lov til at prøve vores nye jordbærtærte!” Men først præsenteres nogle af bestsellerne. Gianmarco fortæller, at det særligt er tærterne med feta, der hitter hos odenseanerne. Det minder som regel gæsterne om deres egne rejser til Grækenland og den klassiske græske mad. Deres tærte med feta og honning er så sandelig også en afbalanceret kombination af lækker sprød udenpå og cremet-blød indeni.

Tonia fortæller videre, at hendes bedstemor står bag opskriften på en af de andre favoritter. Her er der tale om en gyldenbagt rund tærte med fyld af skinke, ost, tomat og bechamelsovs. Særligt muskatnødden fra sovsen træder i karakter, og det sender tankerne hen til familiemiddage og hyggelig stemning. Begge tærter bliver perfekt akkompagneret af en hjemmelavet tzatziki med avocado og koriander, som tilfører et ekstra kick af syrlighed til den bløde og afrundede smag af tærterne.

Foto: Lærke Malchau Olsen
Foto: Lærke Malchau Olsen

Og så et smut tilbage til jordbærtærten – afslutningen på en allerede velsmagende frokost. Desserten nærmest smelter på tungen, som rammes af det tynde lag af sukker strøet på toppen, velafbagt mørdej og et syrligt strej af citrus. Der er virkelig ingen tvivl om, at Tonia og Gianmarco nyder at forkæle deres gæster.

Et lille stykke af verden – midt i Odense

Det er nemt at mærke på både Tonia og Gianmarco, at de hører til her. Stedet passer til dem, og de virker ægte tilpas i omgivelserne. Det er da også dem selv, der har stået for at bygge møbler og indrette hele restauranten. Kærligheden til stedet er tydelig, da Marco fortæller:

Da vi fandt det her sted, forelskede vi os i det med det samme. Det er i sig selv et rigtig hyggeligt, småt og hjemligt sted. Det er ikke for nyt, men heller ikke for moderne. Vi har lavet alt herinde selv, og det kan man måske se, hvis man kigger efter. Men vi kan lide det – og sådan vil det jo netop være hjemme hos ens bedstemor.

Sørger gerne for maden derhjemme

Du kan nemt blive forkælet hos The Pie Project. Der er kræset for både maden, stemningen og de tilhørende drikkevarer. Men det er ikke kun muligt at nyde de sprøde tærter i restaurantens omgivelser. Med deres unikke Take and Bake-koncept er det muligt at købe et udvalg af tærter med hjem, som man selv kan bage og nyde friske derhjemme.

Foto: Lærke Malchau Olsen
Foto: Lærke Malchau Olsen

De tilbyder også at stå få maden til fester og andre arrangementer. Det kræver blot, at man bestiller 48 timer i forvejen, men så garanterer de også friskbagte tærter til enhver begivenhed.

Det er også muligt at bestille mad hjem fra Wolt, så med få klik kan man nemt sikre sig dagens aftensmad, som for en kort stund tager dig på en lille tur til Middelhavet.

Af: Lærke Malchau Olsen

I samme kategori

Brunch i Odense
Stjerneskud i Odense
Italienske restauranter
Flakhaven Gastro

Tip os

Send dine tips til byen og del dem med resten af Odense – fra odenseaner til odenseaner!

Mest læste

Nyt hotel i Odense
Hvor skal man spise i Odense?
Forestillinger Odense
Take Away - Mamma's

Populære kategorier

Information

Nyhedsmail