Oplev byens bagsider: Tag på byvandring i Odense med Gadens Stemmer
Du kender måske Odenses hyggelige caféer, det gamle H. C. Andersen kvarter og de charmerende gågader i Odense centrum. Måske du egentlig tænker, at du kender Odense som din egen bukselomme. Men som med alle store byer, er der også en anden side af Odense, du højst sandsynligt ikke kender til.
Blandt Odenses polerede gågader findes nemlig også den mere upolerede del af Odense. Den del som huser byens mere udsatte borgere.
På en byvandring med Gadens Stemmer får du et unikt indblik i et miljø du med stor sandsynlighed ikke kender til eller har oplevet. Her tager en guide dig med rundt i byen, og fortæller – med afsæt i sin egen personlige historie – om et liv langt fra det, de fleste af os kender til. Guidernes fortællinger er forskellige og kan dreje sig om et liv med stofmisbrug, hjemløshed, sexsalg med mere.
Læs også: Historie i Odense – bydelenes egen fortælling
Et liv med stofmisbrug
Lige nu har Gadens Stemmer tre guider i Odense. En af dem er Henrik. Henrik er musiker og kunstner, og har levet med et stofmisbrug i 16 år – indtil han for tre år siden blev clean. Jeg har været med på Henriks byvandring, hvor han blandt andet tog os med forbi Varmestuen og den gamle fattiggård. Med afsæt i de forskellige stop på hans rute, fortalte han detaljerede beskrivelser om et liv med et langvarigt stofmisbrug. Hvor heroin og metadon spillede hovedrollerne i hans liv. Han fortalte os om, hvordan hans stofmisbrug startede, viste os hvor der blev fikset og fortalte os om den kriminalitet, der for nogle fulgte med. Og måske vigtigst af alt, fortalte han om at finde vej ud af mørket.
Det unikke ved en byvandring med Gadens Stemmer er, at man på turen kan indgå i dialog med guiden og stille alle de spørgsmål man vil – så længe man gør det med respekt naturligvis.
Stofmisbrug, hjemløshed, sexsalg og kriminalitet er emner vi kender til, men som vi typisk hører om som en del af kedelige statistikker. Det er sjældent, at vi hører om det fra dem, der ved allermest om det. Dem der har haft det inde på livet. Derfor er byvandringerne med Gadens Stemmer også en enestående mulighed for at få et indblik i en verden, som ligger langt fra den vi kender.

Gadens Stemmer
Gadens Stemmer er en socialøkonomisk virksomhed for mennesker, som det ordinære arbejdsmarked ikke formår at rumme. De arbejder for at tilbyde guiderne meningsfyldt arbejde, og Jens Langergaard, forretningsudvikler og kommunikationschef for virksomheden, siger følgende:
“Vi rummer, at der er nogle, der kan lidt og nogle, der kan meget. Der er nogle af guiderne, der synes, at det er fedt, fordi de tjener penge. Men næsten lige så vigtigt, så hører vi fra dem allesammen, at den her succes eller oplevelse af, at der er nogle der står og lytter og klapper bagefter – følelsen af at de er noget værd, det giver dem utroligt meget.”
Derudover arbejder Gadens Stemmer for at nedbryde fordomme og skabe møder på tværs af samfundsskel. Deres arbejde er med til at bygge bro, og de skriver på deres hjemmeside, at de håber på at være med til at styrke sammenhængskraften i samfundet.
Byvandringerne kan både bookes af enkeltpersoner, men kan også bestilles som gruppeture til større grupper. Det kan eksempelvis være skoler, virksomheder eller foreninger. På Instagram kan man se, at flere skoler og gymnasier har haft succes med at være afsted på deres byvandringer.
Du kan læse mere om Gadens Stemmer eller booke en byvandring på deres hjemmeside.
Læs også: 25 spændende restauranter og spisesteder i Odense
Læs også: 10 gode fitnesscentre i Odense
Læs også: 25 seværdigheder i Odense