Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Få en fortryllende oktober måned: Musik, mad og magi i Odense

Selvom vi har kunnet nyde en lang sensommer med lunt vejr, så begynder det efterhånden at ruske godt, når man bevæger sig udenfor i efterårsvejret. Oktober måned bringer både regn, efterårshygge, halloween og en masse spændende arrangementer med sig. Herunder har vi samlet et overblik over nogle af de spændende arrangementer i Odense, så du er sikret en begivenhedsrig og magisk oktober.

Skal efteråret spices op med et godt glas vin? Så læs vores guide til de bedste vinbarer i Odense.

12. oktober: Brunsvigerens Dag 2023

Foto: Storms Pakhus

Fyns absolutte stolthed: Brunsvigeren! Eller hedder det “brånsviger” efter din mening? Lige meget hvad fejres den lækre kage torsdag d. 12. oktober med en dedikeret Brunsvigerens Dag 2023. Det skal naturligvis også fejres med manér i Odense. På Storms Pakhus tager de det til næste level, når de afholder Fynsmesterskaberne i brunsvigerspisning.

Så kender du en, der elsker brunsviger lidt mere end de andre fynboer, så skal du udfordre dem til at deltage denne dag.

Læs mere om arrangementet, og find det fulde program her.

Adresse: Lerchesgade 4, 5000 Odense C.

13. oktober: Oplev Drew Sycamore på Musikhuset Posten

Foto: Musikhuset Posten

Drew Sycamore ryddede bordet i 2021 og 2022. Både når det gjaldt radiohits, priser og liveoptrædener lå hun helt i top med sine inderlige sange. På sit tredje album, Superfaith, slår hun en mere sanselig og kæk tone an. Og det kommer også til udtryk på den nye single ’In the Club’. I lighed med tidligere Drew Sycamore-hits er Superfaith skabt med Frederik og Fridolin Nordsø. Og allerede i sommers viste de, at de stadig kan skrue begavede pophits sammen: Førstesinglen ’Electric Motion’ blev P3’s Uundgåelige og lagde sig på førstepladsen af Airplaycharten.

Drew Sycamore debuterede som solist i 2018 og sendte året efter sit første album på gaden. Herfra blev både ’Perfect Disaster’ og ’Hard To Love’ P3’s Uundgåelige. De tre første singler fra hendes andet album, Sycamore, toppede alle den danske airplaychart. I forlængelse af albummet vandt hun P3 Prisen, to Danish Music Awards i kategorierne Årets danske solist og Årets danske radiohit, tre Gaffa Priser og en Carl Prisen.

Læs mere om koncerten, og køb billetter på her.

Adresse: Musikhuset Posten, Østre Stationsvej 35, 5000 Odense C.

13.-22. oktober: Dining Week i Odense og på resten af Fyn

Foto: Dining Week 2023

Hele uge 42 står i madens tegn! En række af restauranter i Odense deltager i årets Dining Week, og de står klar med en masse forskellige tilbud og lækre menuer. Kom forbi Restaurant mam, I Pupi Siciliani, eller Artemisia, som alle deltager i Dining Week i Odense.

Er du villig til at køre lidt længere efter de kulinariske oplevelser, så er der også restauranter i både Faaborg, Middelfart og Broby, som deltager i Dining Week 2023. Prøv noget nyt eller genbesøg en restaurant, du måske allerede kender. Lige meget hvad får du lækker mad til en særdeles god pris.

Læs mere her om Dining Week 2023 her.

Adresse: I Odense, Faaborg, Middelfart og Broby.

14. oktober: Fyns vildeste oktoberfest

Foto: Oktoberfestival 2023

Tysk nostalgi med dansk kvalitet er tilbage! Du kan godt begynde at øve tyske gloser og glæde dig til Danmarks fedeste oktoberfest. I 2023 introduceres et kæmpe brag af en schlager-spillende, endorfinproducerende og overbevisende folkefestival. 1000 mennesker kommer til at slå sig løs i lederhosen og dirndl’er med 1-liters ølkrus i hånden, og der vil være god musik i ørene. Og det hele er selvfølgelig all-inclusive, så du ikke skal tænke på noget!

Så tag dine kollegaer, samarbejdspartnere eller sjoveste venner under armen, og få én på opleveren!

Læs om Fyns vildeste oktoberfest her.

Adresse: Hal B, Odense Congress Center, Ørbækvej 350, 5220 Odense SØ.

14. oktober: Oplev L.O.C. på Proud Mary

Foto: Proud Mary
Proud Mary får helt ekstraordinært besøg af den legendariske hitmager L.O.C., og han behøver vidst ingen større introduktion. Glæd dig til at synge med på “Frk. Escobar”, “Undskyld”, “Momentet” og et hav af andre urørlige hits, der med garanti får hele adressen til at ryste. Hvis du vil have god udsigt til oplevelse, kan du selvfølgelig booke et bord til din uforglemmelige aften.

Ankom inden kl. 20:45 og få gratis entré til festen.

Læs mere om det vilde besøg her.

Adresse: Proud Mary Pub, Vestergade 38, 5000 Odense C.

19.-21. oktober: Magiske Dage Odense 2023

Foto: Magiske Dage i Odense

Odense forvandles til en magisk efterårsby, når festivalen Magiske Dage indtager gaderne igen i år. Der bliver magi og fantastisk stemning i luften, når troldmænd og -kvinder slår sig løs i hele byen.

Der er rollespil i gaderne både fredag og lørdag, du kan skære dit eget græskar eller lave din egen tryllestav ud af træ. Du kan selvfølgelig også tage på skattejagt samt opleve meget, meget mere.

Find det fulde program her, og planlæg dine Magiske Dage.

Adresse: Aktiviteterne kan findes forskellige steder i Odense og omegn.

20.-21. oktober: Odense Metalfest 2023

Foto: Odense Metalfest 2023

Er du til en lidt vildere oplevelse, så skal du tage til Odense Metalfest 2023! Her får lokale bands mulighed for at udbrede deres musik, som hylder genrerne death-, hardcore- og trash metal.

Festivalen holdes på Musikhuset Posten, hvor de mange bands spiller på skift på Store scene og Lille scene. Der er en lang række danske bands på programmet, men også Tyskland og Holland er repræsenteret.

Find programmet, og køb din billet til dettes års festival her.

Adresse: Musikhuset Posten, Østre Stationsvej 35, 5000 Odense C.

28. oktober: Best of Odense 2023

Foto: Best of Odense (Ugeavisen Odense)

Har du husket, at du lige om lidt kan stemme på dine yndlingssteder i byen til Best of Odense?

For ottende gang afholdes der awardshow for Best of Odense ved en festlig aften på ODEON. Kom og vær med til at fejre byen og bak op om det gode handels- & erhvervsliv. Årets konferencier, tv-vært Signe Lindkvist, styrer slagets gang, og husorkestret, All Stars, under ledelse af Ole Kibsgaard sørger for musikken med besøg af spændende solister. Odenses helt eget gospelkor Emmaus kommer også forbi og fylder salen med smukke toner.

Læs meget mere om showet, og sikr dig dine billetter her.

Adresse: Store Sal i ODEON, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C.

31. oktober: En aften med Katinka og Caspar Eric til en snak om kroppen

Foto: Kulturmaskinen

Caspar Eric og Katinka Bjerregaard har meget tilfælles. De er begge forfattere og musikere, der forholder sig til kroppen og dens plads i samfundet. De skammer sig begge dagligt over deres kroppe, men prøver også at bruge kunsten til at skabe et nyt sted at tale om alt det svære. Om skammen, om afmagten og om at falde uden for det normale. Men måske kan vi også mødes om besværet og skubbe grænserne for, hvad der er okay at sige højt, og ikke mindst hvad der får lov til at være smukt.

Denne aften mødes man om alt skramlet, men også om alt det poetiske og musikalske, der kan vokse ud af det.

Læs mere om eventet og køb billet her.

Adresse: Magasinet, Farvergården 7, 5000 Odense C.

I samme kategori

Hundehaven Ravnebjerg ved Odense
Det sker i maj Odense
Minigolf Odense og Fyn
Kreamarked Vintapperstræde

Tip os

Send dine tips til byen og del dem med resten af Odense – fra odenseaner til odenseaner!

Mest læste

Hundehaven Ravnebjerg ved Odense
Kulturens Døgn
Minigolf Odense og Fyn
Hvor skal man spise i Odense?

Populære kategorier

Information

Nyhedsmail