Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Hvor kan man få is i Odense? Her er 8 læskende issteder i byen

Solen begynder så småt at titte frem, og det kan kun betyde én ting: Is! Men hvor i Odense skal man gå hen for at smæske sig i lækker, forfriskende is?

For at gøre jagten lidt nemmere for dig, har vi lavet en oversigt over 8 læskende issteder i Odense, så du ikke behøver vandre forgæves rundt i byen på jagt efter den bedste is.

Kombiner isen med en af Odenses skønne seværdigheder: Tjek 22 af dem ud i guiden her.

1. Il Gusto – Autentisk italiensk is i Odense

Foto: Il Gusto

I sommerens varme drømmer de fleste af os nok om en stor is, der køler os ned – og en klassisk italiensk en af slagsen kan bare noget helt særligt! Heldigvis finder du Il Gusto i Vindegade i Odense, som langer autentisk italiensk is over disken og har gjort det i mere end 17 år.

Hos Il Gusto får du ægte hjemmelavet italiensk is, hvor der ikke bliver gået på kompromis med smagen. Isvarianterne skifter fra dag til dag, hvilket vil sige, at der hver dag produceres frisk is af de bedste råvarer. Ejeren Stefano Di Gaetano får mælk og fløde fra lokale producenter, importerer nødder direkte fra Italien og bruger kun frisk frugt i sine is. Desuden har han udviklet en vegansk, sukkerfri is lavet på stevia.

I butikken kan du også finde hjemmelavede ispinde eller islagkager.

Adresse: Vindegade 84-86, 5000 Odense C.
Åbningstider: 12.00-20.00 alle ugens dage.

2. Gooodis – Smagfuld is uden tilsætningsstoffer

Foto: Goodis

Gooodis serverer lækker hjemmelavet italiensk gelato af gourmetkvalitet, og de laver frisk is hver dag. Isen laves uden blandt andet farvestoffer og smagsstoffer, og de undgår at bruge færdigblandede produkter. På den måde sikrer de, at smagen på deres is er fremragende og helt i top.

Goodis eksperimenterer også gerne med mange smagsmuligheder, så hvis du er til en anderledes isoplevelse, så skal du tage forbi isbutikken i Vestergade. De har f.eks. lavet mojito-is og mango & havtorn-is. Så hvis du drømmer om en bestemt slags is, kan du høre Gooodis, om de ikke kan lave den, for de leverer is i enhver smag, man ønsker sig. Du får med garanti en is, der er lavet på gode lokale råvarer og naturlige produkter.

Gooodis har også lavet tre is-cykler, hvorfra de driver mobilt salg forskellige steder i byen. Iscyklene kan samtidig lånes til arrangementer og fester i hele Odense og omegn. De tilbyder selvfølgelig også takeaway-bokse.

Adresse: Vestergade 91, 5000 Odense C.
Åbningstider: 13.00-14.00 alle ugens dage.

3. Iscafé Nørregade – Hjemmelavet is med spændende smagsvarianter

Foto: Iscafé Nørregade

Iscafé Nørregade byder udelukkende på et stort udvalg af lækker hjemmelavet is med smagsvarianter, som man ikke finder alle steder. Blandt andet har de tidligere forsøgt sig med yuzu- og blodappelsin-is. Iscaféen følger de seneste trends og tendenser, og det afspejler sig i smagene, men man kan også sætte tænderne i de klassiske smage. Og hvis du skulle have en god idé til en ny smag, så er ejerne bag iscaféen altid åbne for nye idéer.

Den nyere iscafé vandt Best of Odense 2023, og caféen er lækker, moderne og også en smule eksklusiv, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Der er siddepladser både ude og inde, og udover læskende is kan man også nyde alverdens gourmetkaffe og andre lækre drikkevarer samt lette anretninger som f.eks. speciallavede toast. Og så er der endda ansat en konditor, der kan sørge for lækre konditorkager, hvis du ikke skulle være i humør til is. Mon ikke du skal prøve iscaféen i Nørregade, næste gang du kommer forbi?

Adresse: Nørregade 31A, 5000 Odense C.
Åbningstider: 11.30-17.30 tirsdag til lørdag.

4. Paradis Is – Den nationale is-succes

Foto: Paradis Is

Paradis Is er nok en af de isbutikker, som de fleste kender. Butikkerne ligger spredt rundt i hele Danmark, og de er naturligvis også at finde flere steder i Odense. De serverer frisklavet is hver dag, og du finder et stort udvalg af forskellige varianter. Om du er til plantebaseret is, is lavet på mælk, glutenfri, bær eller frugt, så har Paradis Is noget for enhver smag.

Her kan du være sikker på at få is, der er lavet af de bedste råvarer. Udover deres høje kvalitet af is, så skiller Paradis Is sig også ud ved at lave limited edition-is. Tidligere har de blandt andet haft havtorn- og hindbærsnitteis, så det er altid værd at holde øje med deres nyheder.

Adresse: Mageløs 1, 5000 Odense C og Rosengårdcentret (Grøn Gade), Ørbækvej 75, 5220 Odense SØ.
Åbningstider: Butikken på Mageløs 1 har åbent kl. 11.00-20.00 alle ugens dage. I Rosengårdcenteret er der åbent kl. 10.00-19.00 fra mandag-fredag og 10.00-17.00 lørdag og søndag.

5. Vaffelhuset Skovsøen – Kendt for sine gammeldaws isvafler

Foto: Vaffelhuset Skovsøen

På en liste over isbutikker i Odense skal det ikoniske Vaffelhuset Skovsøen selvfølgelig nævnes. Hvis du skal have en gammeldags isvaffel, så er det et af de mest kendte og oplagte steder i Odense.

Ishuset ligger ned til Skovsøen, så udover en forfriskende is er du også garanteret hyggelige og smukke omgivelser. Gå en tur langs Odense Å eller besøg skovsøen til en hyggelig sommerpicnip – og sørg for at få en is med fra Vaffelhuset Skovsøen!

Adresse: Skovalléen 99, 5250 Odense SV.
Åbningstider: 11.00-20.00 alle ugens dage.

6. Frellsen Chokolade – Softicen i centrum

Foto: Frellsen Chokolade

Er du ikke til den klassiske isvaffel med kugler og guf, men foretrækker du hellere en blød og luftig softice? Så smut en tur forbi Frellsen Chokolade. For selvom de nok mest er kendt for deres lækre udvalg af chokolade, så sælger de også softice – og selvfølgelig kan du vælge imellem en lang række af forskellig chokoladedrys og krymmel. Desuden kan du få softice med både vanilje, jordbær, chokolade og pistacie – og så kan du endda blande smagene!

Du finder Frellsen Chokolades butikker i gågaden i Odense og i Rosengårdcentret.

Adresse: Vestergade 9 og 41, 5000 Odense C og Rosengårdcentret, Ørbækvej 75, 5220 Odense SØ.
Åbningstider: Butikken på Vestergade 9 har åbent mandag-fredag kl. 10.00-18.00, lørdag kl. 10.00-16.00 (lukket søndag). Butikken på Vestergade 41 har åbent mandag-torsdag kl. 10.00-18.00, fredag kl. 10.00-19.00 og lørdag kl. 10.00-17.00 (lukket søndag). Butikken i Rosengårdcentret har åbent mandag-fredag kl. 10.00-19.00 samt lørdag og søndag kl. 10.00-17.00.

7. Ishuset Stige Ø – Is produceret i hjertet af Odense

Foto: Ishuset Stige Ø

Er du på tur til Stige Ø, kan du selvfølgelig også køle dig ned med læskende is. Ishuset Stige Ø er placeret i en skøn grøn oase tæt på Odense centrum. Det et populært issted, der byder på lækker hjemmelavet is fra egen isproduktion i Odense. Ishuset er kendt for deres lækre velsmagende is og hyggelige atmosfære. Her kan du nyde en bred vifte af hjemmelavet is lavet af de bedste råvarer. Fra klassiske smagsvarianter som vaniljeis og chokoladeis til mere eksotiske og kreative kombinationer. Og du vil helt sikkert finde noget for enhver issmag!

I ishuset på Stige Ø lægges der stor vægt på kvalitet og smag, og den hjemmelavede is er lavet med kærlighed og omhu lokalt i Odense, og det kan smages i hver eneste bid. Der er intet som at forkæle dine smagsløg med den cremede og velsmagende is fra Odense.

Adresse: Østre Kanalvej 7A, 5000 Odense C.
Åbningstider: 11:00-17:30 lørdag og søndag (i april).

8. Mosens Isbar – Kombiner en tur i Mosen med lækker is

Foto: Mosens Isbar

Mosens Isbar er en isbutik der ligger lige overfor Munke Mose. Derfor er det helt perfekt at kombinere en tur i de grønne omgivelser med en lækker is.

Isbaren sælger alt fra gammeldagsisvafler, softice, bubble-vaffle med is, belgisk vaffel med is og ispinde til slush-ice, sodavand, øl og snacks. Isen er baseret på gelato, og butikken tilbyder over 20 varianter.

Adresse: Ny Vestergade 21, 5000 Odense C.
Åbningstider: 11:00-21:00 alle ugens dage.

I samme kategori

GoMonkey Odense
Bryllupslokationer Fyn
Kreamarked Vintapperstræde
Nyt hotel i Odense

Tip os

Send dine tips til byen og del dem med resten af Odense – fra odenseaner til odenseaner!

Mest læste

242182838_221528823349900_6703366908442511461_n-1
Thors-Have-1
Kreamarked Vintapperstræde
Det-sker-i-maj

Populære kategorier

Information

Nyhedsmail