Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Det skal du opleve i Odense i 2024: 49 spændende begivenheder du ikke må gå glip af

Et nyt år er skudt i gang, og der er masser af spændende oplevelser i vente i Odense i 2024. Vi har samlet et overblik over 49 spændende begivenheder, som vi allerede nu kender til. Læs med her, og få inspiration til, hvornår du skal sætte krydser i kalenderen i 2024.

Vil du have inspiration til, hvordan du får den bedste start på året? Så læs mere om januars oplevelser i Odense her.

Januar

6., 11., 12., og 13. januar: Nytårskoncert med Odense Symfoniorkester

Symfoniorkester
Foto: Odense Symfoniorkester

Start 2024 i ualmindeligt godt selskab med Odense Symfoniorkester, når de laver årets helt store nytårsfest sammen med ingen ringere end to af Danmarks bedste entertainere: Trine Gadeberg og Martin Brygmann, der begge er klar på at skyde det nye år i gang med manér.

Det bliver et musikalsk festfyrværkeri med sprudlende wienervalse, musicalhits og masser af god underholdning. Glem alt om det triste januarvejr, og sæt dit nytårsforsæt på pause, når musikken, konfettien og champagnen bobler over i koncerthuset.

Tryk her for at komme til billetsalget samt læse mere om arrangementet.

Adresse: Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus, Claus Bergs Gade 9, 5000 Odense C.

11.-13. januar: Ørkenens Sønner i ODEON

Ørkenens sønner
Foto: ODEON

I en tid hvor alle lukker for gassen og sparer på strømmen, kan det være svært at bevare optimismen og håbet om bedre tider. Men frygt ikke! Hjælpen er på vej! Den hæderkronede sangerloge Ørkenens Sønner har besluttet at tage handsken op og lave et nyt show, der vil blæse alle dårligdomme og gustne tanker af banen.

Der vil ikke blive skruet ned for varmen, men til gengæld op for charmen! De tapre Logebrødre vender denne gang blikket mod det sanselige Paris. I et festfyrværkeri af franske fristelser vil de fremføre historiske og pikante optrin, og som altid med den bevidsthed, at det gælder om at have Fingeren på Pølsen.

Skynd dig at sikre dig dine billetter her. Der er kun få tilbage!

Adresse: Store Sal i ODEON, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C.

13. januar: Odense Specialølfestival

Specialøl festival
Foto: Anarkist

Hvis du er vild med øl eller nysgerrig på nye smagsoplevelser, så skal du helt sikkert tjekke denne begivenhed ud. Til Odense Specialølfestival slår 16 danske bryggerier boderne op, hvor du kan udforske massevis af forskellige typer øl. Udover at du i den grad kan få slukket tørsten, vil der også være beer battles, hvor de forskellige bryggerier konkurrerer med deres øl i kategorierne; lager, IPA, sur og stout/porter. Man kan roligt sige, at der er udsigt til en fabelagtig dag.

Tryk her for at komme billetsalg samt læse mere om arrangementet.

Adresse: Anarkist Beer and Food Lab, Albanigade 20, 5000 Odense C.

20. januar: Fynsmesterskabet i Poetry Slam

Teater Momentum
Foto: Teater Momentums hjemmeside

Teater Momentum slår dørene op for en kreativ konkurrence: Til Fynsmesterskabet i Poetry Slam vil der blive dystet i spoken word, i mundtlig poesi, i digte, i rap, i sang og i fortælling. Det bliver helt sikker både festligt, inspirerende og sjovt!

Hver optrædende har kun tre minutter og ti sekunder til at bevæge, inspirere og forundre. Derefter har fem tilfældige blandt publikum en dommermappe og bestemmer med deres point skæbnen for de optrædende

Tryk her for at komme til billetsalget.

Adresse: Ny Vestergade 18, 5000 Odense C.

Februar

10. februar: Wannabe – The Spice Girls Show

Foto: Kulturmaskinen

Showet WANNABE er en kæmpe hyldest til Spice Girls, hele universet omkring pigerne og alt det de har været med til at skabe. Det er musikken, fællesskabet, tøjet, festen, og alt det vi forbinder med Spice Girls. På scenen står 5 af landets absolutte bedste professionelle performere, der med kæmpe respekt og kærlighed genskaber magien fra dengang. Originale musikarrangementer, der giver dig chancen for at høre dine yndlingssange på en frisk, spændende og unik måde – det er eksklusivt for WANNABE.

Du kan læse mere og købe billetter til forestillingen her.

Adresse: Magasinet, Farvergården 19, 5000 Odense C.

10. februar – 3. marts: Mille og Den grimme ælling

Foto: Odense Teater

Mille Gori, kendt fra DR Ramasjang, tager børn og voksne i hånden og fortæller historien om svaneungen, der bliver født i andegården. Når de andre ænder synes, at man er stor og styg, er det ikke let. Svaneungen må forlade andegården og på sin farefulde rejse møder den mange forskellige dyr, men ællingen kan ikke finde nogen, der ligner den selv. Vinteren varer dog ikke evigt, og foråret bryder frem – og nu er den grimme ælling pludselig en stor og smuk svane.

Forestillingen anbefales fra 3 år og varer ca. 50 minutter.

Du kan læse mere og sikre dig en billet her.

Adresse: Jernbanegade 21, 5000 Odense C.

22. februar: Thor Pedersen – Verdens vildeste eventyr

Foto: Kulturmaskinen

Fra 2013 til 2023 brugte Thor Pedersen næsten et årti på én lang sammenhængende rejse til alle verdens lande UDEN på noget tidspunkt at sætte sig ind i et fly. En bedrift, der aldrig før er set, og som næppe bliver gentaget nogensinde.

Nu kommer han landet rundt med sit enestående foredrag ”Verdens Vildeste Eventyr”. Forbered dig på en oplysende, humoristisk og helt unik oplevelse i selskab med en af verdenshistoriens mest berejste mennesker.

Du købe billetter til showet her.

Adresse: Magasinet, Farvergården 19, 5000 Odense C.

26. februar – 3. marts: Skrækfest 2024

Foto: Odense Bibliotekerne

Årets tema er virkelighedens horror og true crime. Glæd dig til januar 2024, hvor programmet for årets Skrækfest, arrangeret af Odense Bibliotekerne, offentliggøres. Du kan bl.a. se frem til et foredrag med Kristian Corfixen, som ved alt om sygeplejerskesagen fra Nykøbing Falster.

Følg med i opdateringer på Skrækfests Facebookside her.

Adresse: Flere steder i Odense. Bl.a. Odense Hovedbibliotek og Kulturmaskinen.

Marts

2. marts: Indenfor murene i ODEON

Foto: Det Kongelige Teater

Indenfor murene er en fortælling om at leve med alt det, man er rundet af, gøre op med det og give sig hen til dem, man elsker. Henri Nathansens stykke om kulturer, traditioner og selvopfattelser fra 1912 havde premiere på Det Kongelige Teaters Gamle Scene og er et af de mest spillede danske dramaer. Skuespilchef Morten Kirkskov iscenesætter forestillingen med stærke skuespillere. Jens Albinus spiller rollen som Adolf Levin og Bodil Jørgensen spiller hans hustru Sara.

Du kan læse mere og købe billetter her.

Adresse: Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C.

11-12. marts: Oplev Jan Hellesøe på Magasinet

Foto: Kulturmaskinen

Tag del i ET FOREDRAG, hvor Jan Hellesøe træder ud af skyggerne for at dele nogle af sine mest grundlæggende indsigter efter års mestring af kunsten at forstå og bevæge mennesker. Gennem årtier med at tryllebinde de danske sind har Hellesøe samlet perler af visdom, som han nu afslører på scenen. Hele Danmarks psykologiske manipulator vil på underholdende vis invitere publikum med på en rejse i sindet, der vil efterlade dig med ny viden om din partner, kollega, chef, ven – og ikke mindst dig selv.

Du kan læse mere og købe billetter her.

Adresse: Magasinet, Farvergården 19, 5000 Odense C.

16. marts: Comedy med Jacob Taarnhøj

Foto: Kulturmaskinen

Kom og få en uforglemmelig aften med Jacob Taarnhøj og hans tredje oneman show. Det er en oplevelse, som du ikke må gå glip af. Showet har det hele: Fromme vittigheder, fantasifulde taler og en ordentlig mængde historiefortællinger, der vil gøre det til en aldrig før set oplevelse. Derudover vil der være et afsnit med publikums interaktiv natklub, hvor Jacob vil udforske sine publikummers inderste tanker og ønsker.

Du kan læse mere og købe billetter her. 

Adresse: Magasinet, Farvergården 19, 5000 Odense C.

17. – 19. marts: Skatteøen på Odense Teater

Foto: Odense Teater

Glæd dig til en kæmpe opsætning af Skatteøen med hele 15 medvirkende med blandt andet Mathias Flint, Szhirley, Siw Ulrikke Maibom, Kristian Boland og Sofie Stougaard. Til tonerne af Sebastians musik og udødelige sange som Sørøversangen, Hispaniola, Ostesangen og Fuld af nattens stjerner, drager du ud på skattejagt med unge Jim Hawkins, kaptajn Bill Bones og piraten John Silver.

Du kan læse mere og købe billetter her.

Adresse: Jernbanegade 21, 5000 Odense C.

22.-23. marts: PLATT-FORM gæster Odense Teater

Foto: Odense Teater

Glæd dig til sang, sjove tekster og kærlig satire når PLATT-FORM gæster Odense Teaters Store Scene med deres successhow Er vi gået for langt? Trioen består af Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby og deres geniale humor har fået publikum til at ligge flade af grin, og anmelderne til at kaste med stjerner. Med absurd og skæv humor, og ikke mindst med knivskarpe ørehængere, er PLATT-FORM klar til at udstille danskerne og hinanden i Er vi gået for langt?

Du kan læse mere og købe billetter her.

Adresse: Jernbanegade 21, 5000 Odense C.

April

4.-5. april: Thomas Warberg på Magasinet

Foto: Kulturmaskinen

’Du har det ikke fra mig’ bliver Thomas Warbergs femte onemanshow i rækken, og følger i kølvandet på ’Et storslåetmenneske’, ’Perfektion, overskud, og andre lorteord’, ’Comedy Tour 16’ og ’Comedy Tour ’14’, der alle høstede 5-og 6-stjernede anmeldelser. Seneste onemanshow udløste også en velfortjent nominering af Thomas Warberg som Årets Komiker til Zulu Comedy Galla 2022

Du kan købe billetter lige her.

Adresse: Magasinet, Farvergården 19, 5000 Odense C.

17. april: Michael Learns to Rock spiller på Magasinet

Foto: Kulturmaskinen

Efter en lang række udsolgte koncerter i Danmark i 2023 vender MLTR tilbage i 2024 med endnu en række popfester på de danske spillesteder. Det gamle katalog af hits bliver hentet frem og fremført af de altid velspillende musikere som stadig leverer pop i verdensklasse. Du er meget velkommen, så længe du har sangstemmen smurt og dit pophjerte på rette sted.

Du kan købe billetter lige her.

Adresse: Magasinet, Farvergården 19, 5000 Odense C.

10.-14. april: Oplev Cirkus Arena på Dyrskuepladsen

Foto: Cirkus Arena

Glæd dig til at opleve Cirkus Arenas nye forestilling “Cirkus Ifølge Bubber og Malene Qvist” i 2024. Årets mest spektakulære og eventyrlige cirkusforestilling. Oplev de mest fantastiske cirkusartister med heste, dans, akrobatik og trylleri.

Du kan købe billetter her.

Adresse: Dyrskuepladsen, Broløkkevej 2, 5250 Odense SV.

Maj

2.-25. maj: De tre musketerer på Odense Teater

Foto: Odense Teater

Utallige store danske skuespillere har fået deres uddannelse i Odense, og nu er næste generation klar til at vise, hvad de kan.  Afgangsholdet har kastet sig over Dumas klassiker De tre musketerer, som danner udgangspunkt for en helt ny, skæv og legesyg historie om venskabets bånd, forræderi og tilgivelse. De tre musketerer er altså en mulighed for at opleve fremtidens stjerner og til at se anderledes og eksperimenterende scenekunst, for afgangsholdet er aldrig bange for at kaste sig helt ud på det dybe vand.

Du kan læse mere og købe billetter her.

Adresse: Jernbanegade 21, 5000 Odense C.

8. maj: Foredrag med Chris Macdonald

Foto: Kulturmaskinen

Efter udsolgte arrangementer og fyldte sale over hele landet på sin sidste turné er Tikko efter utallige opfordringer virkelig glade og stolte over at kunne præsentere et helt nyt inspirerende og humoristisk foredrag med Chris MacDonald. Aftenen er fyldt med inspiration og tankevækkende viden. Alt sammen leveret med glimt i øjet og bunkevis af den solide videnskab og gode humor, som er blevet Chris’ varemærke.

Du kan købe billetter lige her.

Adresse: Magasinet, Farvergården 19, 5000 Odense C.

9. maj: Eventyrløbet på Kristi Himmelfartsdag

Foto: Eventyrløbet

Glæd dig til Fyns største familiefest, når Eventyrløbet 2024 løber af stablen. Du kan vælge mellem 2 km børneløb, 5 km løb, 5 km gårute eller 10 km løb.

Læs mere og tilmeld dig her.

Adresse: Start på Stadionvej 25, 5200 Odense V.

10.-maj – 15. juni: Odense Sommerrevy på Engen

Foto: Odense Sommerrevy

Sommerrevyen på Engen stiller i år med et fantastisk hold, der med garanti vil få latteren til at rulle og teltdugen til at blafre. Igen i år danner det smukke og imødekommende telt endnu en gang rammen om en satiriske, morsomme og magiske aftener. Hvad enten du er førstegangsgæst, eller en trofast ven af huset, så garanterer Odense Sommerrevy underholdning og service i topklasse.

Læs mere og køb billet her.

Adresse: Engen i Fruens Bøge, Skovalleen, 5250 Odense SV.

18. maj: Odense Pride

Foto: Odense Prides hjemmeside

Den 18. maj kan du deltage i den internationale kamp mod diskrimination, når Odense Pride holder stor kærlighedsfest i Odenses gader. Odense Pride kæmper for at stille krav til forbedringer for LGBTQIA+ personer og for at være med til at skabe et samfund, hvor alle skal kunne deltage på lige fod uden at blive mødt af had eller diskrimination.

Du kan læse mere om begivenheden lige her.

Adresse: Odense centrum

25. maj: Rosé Festival Odense

Rosé Festival Odense
Foto: Rosé Festival Odense

Den 25. maj 2023 kan du nyde forårssolen med store mængder kold rosé. Odenses største og pinkeste rosé festival har eksisteret siden 2018 og formår hvert år at levere et brag af en festival fyldt med god stemning, iskold rosé, lækker mad og efterfest med DJ.

Du kan læse mere om købe billet lige her.

Adresse: Ansgar Anlæg, 5000 Odense C.

30. maj: Karl William spiller på Posten

Foto: Posten

Karl William er en af de stærkeste stemmer i dansk popmusik, og han har aldrig været bange for at udforske nye forskellige genrer inden for popmusikken. Om koncerten udtaler Karl William: ”Jeg har med garanti aldrig haft mere lyst til at spille live, end jeg har nu. Jeg kan mærke at trangen til at dele ud er større end nogensinde, og derfor bliver det en tour, der vil sidde fast i mine erindringer for altid. Alt føles nyt, og det er et tegn og en følelse, jeg har tænkt mig tage enormt seriøst. Jeg glæder mig helt vildt meget til at komme ud og se jer allesammen!”

Læs mere og køb billet her.

Adresse: Posten, Østre Stationsvej 35, 5000 Odense C.

Juni

7.-9. juni: Oplev Det Fynske Dyrskue

Foto: Det Fynske Dyrskue

I 2024 danner Det Fynske Dyrskue igen rammen om en folkefest spækket med oplevelser og viden om det moderne landbrug. Kom tæt på de prægtige dyr, smag på de gode lokale fødevarer, se de innovative maskiner og hør om initiativer, der skal værne om vores natur og bringe os tættere på den grønne omstilling.

Læs mere om det store arrangement her.

Adresse: Dyrskuepladsen, Broløkkevej 2, 5250 Odense SV.

13.-15. juni: Tag ud af Odense og oplev Heartland Festival

Foto: Heartland Festival

Igen i år løber kulturfestivalen Heartland på Egeskov Slot af stablen, og de første musiknavne er allerede offentliggjort. Du kan glæde dig til at høre britiske topnavne som Rick Astley og Keane, men også danske stjerner som Medina, Blæst og mange flere.

Læs mere og køb billet her.

Adresse: Egeskov Slot, Egeskov Gade 22, 5772 Kværndrup.

15. juni: Koncert med Kandis – inklusiv buffet

Kandis
Foto: Kandis

Der vil med sikkerhed være fællessang og danseglæde, når humørbomberne fra Kandis byder op til dans i Aktivitetshuset Grønløkken. Arrangementet er inklusiv en lækker buffet, og før koncerten og under pausen kan du høre musik, som Kandis’ helt egen DJ sørger for.

Du kan læse mere og købe billetter her.

Adresse: Aktivitetshuset Grønløkken, Grønløkken 1, 5000 Odense C.

27.-29. juni: Tinderbox 2024 – årets musikbegivenhed i Odense

Tinderbox festival
Foto: Jonas Hartmann

Tusindårsskoven i Odense forvandler sig til én kæmpe fest, når Tinderbox igen inviterer til tre dages festival den 27.-29. juni i 2024. De første navne til festivalen er allerede offentliggjort, så du kan godt glæde dig til at opleve artister som Bryan Adams, David Guetta, Avril Lavigne, Benjamin Hav & Familien, Ukendt kunstner og Suspekt.

Du kan købe din billet til Tinderbox 2024 og læse mere om årets artister her.

Adresse: Tusindårsskoven, 5200 Odense V.

Juli

4. juli: DGI Verdensholdet kommer til Odense

Foto: DGI Verdensholdet

Oplev nogle af landets allerbedste gymnaster udføre rytmisk gymnastik, dans, spring og akrobatik af højeste kaliber.
Oplev høj intensitet, fantastiske spring og unikke rytmiske koreografier, når de dygtige gymnaster går på gulvet. Showet KATA er en spændende gymnastisk fortælling.

Læs mere og køb billet her.

Adresse: Odeon, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C.

9. juli: Bruce Springsteen på Dyrskuepladsen

Foto: Live Nation

Arrangøren Live Nation meddelte, at det tog omkring 24 timer at sælge 50.000 billetter til Bruce Springsteens koncert i Odense den 9. juli 2024. Billetsalget bliver håndteret i samarbejde med Ticketmaster. Der er meget få billetter tilbage!

Du kan læse mere om koncerten og købe billet her.

Adresse: Dyrskuepladsen, Broløkkevej 2, 5250 Odense SV.

Slut juli: Grøn Koncert kommer til Odense

Foto: Grøn Koncert

Grøn Koncert turnerer rundt i Danmark og gæster som regel Odense i slutningen juli. Her kan du opleve et væld af forskellige kunstnere i løbet af dagen, samtidig med at der selvfølgelig er stande med mad og drikke. Alt overskuddet går til Muskelsvindsfonden.

Læs mere om Grøn Koncert.

Adresse: Dyrskuepladsen, Broløkkevej 2, 5250 Odense SV.

August

15.-18. august: Odense Blomsterfestival

En af byens mange blomsterudstillinger ved Odense Blomsterfestival
Foto: Odense Blomsterfestival

En af byens smukkeste begivenheder er uden tvivl blomsterfestivalen. Hvert år bliver Odense pyntet med blomster i anledning af den fine festival. Det er gratis at deltage, og ved afslutningen kan du tage til deres lagersalg, hvor du kan købe nogle af de mange blomster og planter, som har været brugt til årets udstillinger.

Læs mere om Odense Blomsterfestival her.

Adresse: Odense centrum.

16.-24. august: Spoken Word Festival

Spoken Word festival
Foto: Spoken Word Festival

Spoken Word Festival er Odenses litterære sommerfestival, som præsenterer en bred vifte af kunstnere, der vil udfolde sig indenfor genrerne storyslam, rap, foredrag, beat, poesi, poetry slam, workshops, fortællinger og stand-up. I år fejrer festivalen det talte, sungne, fortalte, rappede, og skrevne ord.

Du kan læse mere om festivalen her.

Adresse: Flere forskellige steder i Odense.

19.-25. august: H.C. Andersen Festivals – eventyrlige dage i Odense

Foto: H.C. Andersen Festivals

Hvert år i uge 34 danner Odense rammen om en perlerække af eventyrlige kulturaktiviteter for alle aldersgrupper. H.C. Andersen Festivals finder sted rundt omkring i byens centrum, og du kan bl.a. glæde dig til lysshow, teaterforestillinger, street art og meget mere. I løbet af foråret offentliggøres det samlede program, hvor der venter mange spændende oplevelser, uanset om du er mest til teater, musik, foredrag, kunst eller gadeperformances.

Læs mere om H.C. Andersen Festivals her.

Adresse: Odense centrum.

26. august 1. september: Odense International Film Festival

Foto: Odense International Film Festival

OFF – Odense International Film Festival er Danmarks eneste Oscar- EFA- og Robertkvalificerende kortfilmsfestival, som finder sted hvert år i august. Festivalen, der blev grundlagt i 1975, er Danmarks ældste filmfestival og betegner sig som hele Danmarks kortfilmsfestival.

I uge 35 omdannes Odense centrum til et summende, internationalt filmmekka, når OFF – Odense International Film Festival
hylder kortfilmen som medie og kunst med kortfilmvisninger, talks, koncerter og meget mere, alt imens der udpeges og fejres vindere af de fem kortfilmkonkurrencer.

Du kan læse mere om filmfestivalen her.

Adresse: Kulturmaskinen, Farvergården 7, 5000 Odense C.

September

Start/midt september: Generator – Odenses største studiestartsfest

Odenses største studiestartsfest, Generator
Foto: Generator

Generator er Odenses største studiestartsfest. Det er en helt unik begivenhed, når folkene bag Generator, hvert år i september inviterer til en kæmpe fest i Odense. Festen varer i to dage og du kan glæde dig til en masse gode koncerter. Generator hylder de studerende, men hvis bare du er 18 år gammel, er du velkommen.

Læs mere om Generator her og hold øje, når programmet offentliggøres.

Adresse: VIVA-grunden, 5000 Odense C.

7. september: Øllets Dag i Odense

Foto: Danske Ølentusiaster

Øllets Dag er en årligt tilbagevendende begivenhed, som foregår første lørdag i september. Formålet med Øllets Dag er, at få fokus på øl og ølkultur og få hele landet til at syde med øl-aktiviteter.

Læs mere her.

Adresse: Flakhaven, 5000 Odense C.

29. september: HCA Marathon

Foto: HCA Marathon

I 2019 blev HCA Marathon kåret som det hurtigste maraton i verden målt ud fra gennemsnitlig sluttid. Men du behøver bestemt ikke at være garvet marathonløber for at deltage i H.C. Andersen Marathon. Du kan nemlig vælge imellem 4 distancer, så der er plads til alle, uanset niveau.

Du kan læse mere om begivenheden her.

Adresse: Start fra Odense Idrætspark, Israels Plads 3, 5200 Odense V.

Oktober

3. oktober: Hjalmer spiller på Posten

Foto: Posten

Hjalmer har taget den danske musikscene med storm med sin inderlige musik, præget af temaer om kærlighed, det at blive voksen, samt dybe refleksioner herom. 2024 kommer til at byde på både et nyt album og en efterårsturné fra den folkekære musiker. På scenen er Hjalmer i sit rette element. Med et fuldt band bag sig bringer han sit lyriske univers til live og leverer hver gang en potent og varm oplevelse.

Læs mere og køb billet her.

Adresse: Posten, Østre Stationsvej 35, 5000 Odense C.

10. oktober: Brunsvigerens dag – Fyns nationaldag

Foto: Guldbageren Nørregade

Brunsvigerens dag fejres altid den sidste torsdag inden efterårsferien, som i år er den 10. oktober. Vi kan anbefale at du tager ud til DR P4 Fyn, hvor der vil blive serveret gratis brunsviger i lange baner. Her kan du både smage den klassiske kage og udfordre dine smagsløg med alternative brunsvigerkreationer. Hvad siger du f.eks. til brunsviger med bacon? Eller måske er en brunsvigermilkshake noget for dig? Du kan også bare svinge forbi din favoritbager, der med sikkerhed har bagt talrige brunsvigere i dagens anledning.

Du kan læse vores guide til de bedste bagere i Odense lige her.

Adresse: Overalt i Odense og på resten af Fyn.

17.-19. oktober: Magiske Dage i Odense

Magiske dage i Odense
Foto: Finn Wraae

Traditionen tro afholdes Magiske Dage i slutningen af skolernes efterårsferie. Festivalen er gratis og giver dig muligheden for at leve dig ind i fantasiens verden med en lang række arrangementer.

Du kan læse mere om festivalen her.

Adresse: Odense centrum.

26. oktober: Comedy Ballroom 4 i ODEON

Foto: Comedy Ballroom

For fjerde år i træk kan du opleve toppen af dansk comedy til Comedy Ballroom 4. Seks komikere i topform indtager scenen, og konceptet er som altid: Hver komiker har en lille halv time. Med Nikolaj Stokholm, Mark le Fêvre, r8Dio, Victor Lander og Ane Høgsberg på scenen er der garanteret god underholdning og ondt i mavemusklerne hele aftenen.

Du kan læse mere om begivenheden her.

Adresse: ODEON, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C.

25.-26. oktober: Odense Metalfest

Foto: Odense Metalfest

Odense Metalfest er en to-dages festival, hvor du kan opleve death- og thrash metalbands fra hele Europa. Blandt festivalens første store offentliggjorte navne finder du LIVLØS, Illdisposed og Withering Surface.

Du kan læse mere om festivalen her.

Adresse: Posten, Østre Stationsvej 35, 5000 Odense C.

November

2. november: Niarn – Himmelfarten Tour 2024

Foto: Posten

I 2023 blev Niarns genopstandelse en realitet med en Danmarksturné, som rapperen rundede af med en udsolgt koncert i VEGA. Her annoncerede antihelten fra Dobbelt A også, at han slutter rejsen i 2024.

Læs mere og køb billet her.

Adresse: Østre Stationsvej 35, 5000 Odense C.

4. november: Ole Henriksen – Smil til livet

Foto: Kulturmaskinen

Velkommen til Ole Henriksens nye show, “Smil til livet!”, hvor han sammen med sin wingman, komponist Claus Reenberg, vil inspirere og underholde dig med deres udforskning af positivitet, glæde og taknemmelighed som nøgler til et godt liv. “Smil til livet!” er ikke bare en opfordring til at ændre dit syn på tingene, men også en guide til at skabe positive vaner, der gør livet mere meningsfyldt. Det er en fejring af glæden ved at være i live og en opfordring til at tage imod livets muligheder.

Du kan købe billetter lige her.

Adresse: Magasinet, Farvergården 19, 5000 Odense C.

23. november: Patina spiller på Posten

Foto: Posten

I 2019 vandt Patina Karrierekanonen, mens ’Flammer Rammer’, allerede året efter, blev den mest spillede sang på P3. Debutalbummet, ’Drømmefanger’, der også rummede hitsinglen, ’Sådan Må Det Være (Uhhhh)’, banede vejen for turnéer og udsolgte koncerter. Nu drager det fandenivoldske band PATINA på en omfattende danmarksturné i efteråret 2024.

Læs mere og køb billet her.

Adresse: Østre Stationsvej 35, 5000 Odense C.

December

Tre weekender i december: H.C. Andersen Julemarkedet

Foto: H.C. Andersen Julemarkedet

Kom til Odense og oplev det traditionsrige julemarked i det gamle H.C. Andersen kvarter. Der er julehygge og gode juletilbud  i forretningerne og i byens gader, stræder og pladser, som på H.C. Andersens tid.

Hold dig opdateret her.

Adresse: Det gamle kvarter i Odense.

3. december: Lysløbet

Foto: HCA Marathon

HCA Marathon faciliterer Lysløbet i samarbejde med Nordfyns bank. Her vil du sammen med dit startnummer få udleveret en pandelampe, og derefter kan du løbe i Odenses smukke gader en mørk decemberaften. Ved målstregen vil du blive budt på varm kakao, et æble, kildevand og et tæppe fra Nordfyns Bank. Du kan vælge mellem at løbe 5 km eller at gå 3 km.

Du kan læse mere om løbet her.

Adresse: Start fra Klingenberg, Odense C.

5. december: Oplev Saveus på Posten

Foto: Posten

De seneste år har det været muligt at opleve Saveus’ roste, storslåede og populære koncerter på nogle af Danmarks største scener. I sommeren 2022 spillede Saveus foran et propfyldt Arena på Roskilde Festival, og derefter foran mange tusinde publikummer ved sine anmelderroste koncerter i både Royal Arena og Aarhus Congress Center. I sommeren 2023 har han optrådt på GRØN og som et af de mest populære navne på Smukfest. På den kommende tour bringer Saveus sin musik ind i mere intime rammer og publikum kan se frem til opleve Saveus’ koncerter på nært hold. Saveus er på vej i studiet for at indspille ny musik og det kan forventes at han bringer helt nye sange med på den kommende tour.

Læs mere og køb billet her.

Adresse: Østre Stationsvej 35, 5000 Odense C.

7. december: Burhan G og Danmarks Underholdningsorkester i ODEON

Foto: ODEON

Burhan G og Danmarks Underholdningsorkester skyder julen i gang med et stort musikalsk juleshow. Programmet består af nyfortolkninger af juleklassikere samt udvalgte gamle kendinger såsom ‘Jeg’ I live’, ’Din For Evigt’ og ‘Kalder Mig Hjem’.

Du kan læse mere om juleshowet her.

Adresse: ODEON, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C.

I samme kategori

GoMonkey Odense
Bryllupslokationer Fyn
Kreamarked Vintapperstræde
Nyt hotel i Odense

Tip os

Send dine tips til byen og del dem med resten af Odense – fra odenseaner til odenseaner!

Mest læste

Bryllupslokationer Fyn
Kreamarked Vintapperstræde
GoMonkey Odense
Natklubber i Odense

Populære kategorier

Information

Nyhedsmail