Den 8. december 2020 blev den sidste aften, hvor det var muligt at spise på café og restaurant - men nu er det endelig tid igen. 133 dage skulle der gå før det igen blev muligt at tage ud at spise, og i morgen slår Odenses caféer og restauranter atter dørene op.

Selvom du nok har savnet din favoritcafé, og ofte besøger det samme sted, tænker vi, at lidt inspiration er på sin plads. Der er nemlig to nye caféer i Odense som har slået dørene op under nedlukningen og/eller i morgen, og samtidig åbner der fire nye spisesteder inden for de næste par måneder.

Hvis du gerne vil vente lidt endnu med at tage på café og restaurant, har vi lavet en guide med take away tips som måske er noget for dig. Læs mere her.


Bar’ UNIKA – smagfuld og smuk mad

Efter påske kunne Bar’ UNIKA slå dørene op for take away, og nu er det endelig blevet muligt at have gæster til både indendørs- og udendørsservering. Hos Bar’ UNIKA forhandles der salatbar, kaffebar, juicebar, vinbar – og hvad man ellers kan sætte ”bar” efter.

Bar’ UNIKA er indrettet i et stilrent look med enkelte grønne farver, og der er kræset for hver enkel detalje hvorfor det i sig selv er en stor oplevelse at kunne sidde derinde og spise. Hvis du er til let og smuk spise, friske drikkevarer og fantastisk stemning synes vi, at du skal tage et smut forbi Bar’ UNIKA.

Hvor: Brandts Passage 2, 5000 Odense C.
Åbningstider: mandag - onsdag 08.30 - 18.30, torsdag - fredag 08.30 - 22.00, søndag 08.30 - 16.00

Storesøsteren til Bar’ UNIKA hedder Café UNIKA, og findes på Albanigade 17, 5000 Odense C.

Bar' UNIKA
Stemningsbillede fra Bar' UNIKA. Foto: Bar' UNIKAs Instagram


Le Buzz – en lyserød cáfe i Odense

Onsdag d. 9. december 2020 skulle have været den store åbningsdag for Le Buzz, men sådan skulle det ikke gå. Alt godt kommer bekendt til den som venter, og nu kan Odense få glæde af en skøn, stemningsfuld og velsmagende café som sælger poke bowls, salatbar, friskpresset juice, bagels, sandwich, kage og diverse drikkevarer.

Le Buzz har ét gennemgående tema og det er lyserødt. Stort set alt i caféen er i lyserøde nuancer og der er ikke gået på kompromis med noget. Vi glæder os til at besøge Le Buzz, og se hvad de har at byde på.

Hvor: Jernbanegade 12, 5000 Odense C
Åbningstider: mandag – lørdag fra 10.30 – 18.30

Le Buzz
Sandwich fra Le Buzz. Foto: Le Buzzs Facebook profil

Kommende spisesteder i Odense

Udover de to overstående har vi massere af lækker mad og drikke i vente. Læs med her og se hvad der åbner de næste par måneder i Odense.

GASA – Petanque & Shuffle Bar

I løbet af de næste par måneder håber GASA – Petanque & Shuffle Bar på at kunne åbne dørene til en helt ny oplevelse i Odense. Her vil det være muligt at booke en af de mange petanque og/eller shuffle baner. Der kommer diverse events og koncerter samt et formidabelt menukort hvor du har muligheden for at smage på Fyn. Derudover vil det være muligt at booke selskabslokaler.

Formålet med at lave et tiltag som GASA – Petanque & Shuffle Bar er, at man ønsker at give Odense noget, som byen mangler. Fokus vil derudover være på det lokale, hvorfor de blandt andet serverer lækre, fynske råvarer.

Det er den gamle Gasa-bygning på Middelfart vej som er ved at blive moderniseret og som skal danne ramme for de mange forskellige, nye tiltag. Det bliver ikke en fuld modernisering, da det er høj prioritet at bevare noget af den gamle historie i bygningerne.


Hvornår: Der er endnu ikke meldt en officiel åbningsdag ud men vi håber at GASA – Petanque & Shuffle Bar slår dørene op inden for et par måneder.
Hvor: Middelfartvej 9M, 5000 Odense C.

GASA – Petanque & Shuffle Bar. Foto: GASA – Petanque & Shuffle Bars Instagram
GASA – Petanque & Shuffle Bar

Restaurant Værdsat – fælleskab, faglighed og samfundsmæssig ansvarlighed i højsædet

Til sommer åbner en helt ny restaurant midt i Odense gågade hvor Malte Bjerring vil være den nye køkkenchef. Restaurant Værdsat slår dørene op den 7. juni hvor de kan byde gæsterne på lækkert, nytænkende og moderniseret smørrebrød. Formålet med smørrebrødet er at tage dét til nye højder og lave en renæssance af det klassiske smørrebrød.

Når der ikke serveres smørrebrød vil Restaurant Værdsat i weekenden køre et aftenkoncept med en 4-6 retters menu med drikkevarer. Denne menu vil i høj grad afspejle høje faglige ambitioner, og der vil være mulighed for at så snacks, små retter og petit fours med stor velsmag og som varierer fra sæson til sæson.

Hvornår: planlagt åbningsdag er den 7. juni 2021
Åbningstider: mandag – fredag 11.30 – 15.00 (smørrebrød), hver anden weekend fredag og lørdag i ulige uger, 17.00 – 22.00 (aftenkoncept)
Hvor: Kongensgade 31, 5000 Odense C

Bang & Olufsen/ Drewsen – showroom, butik og café i ét åbnes i Odense Centrum

I starten af juni åbnes et oplevelseshus i tre etager i hjertet af Odense – det hele kommer til at ske i Danske Banks tidligere lokaler.

Bang og Olufsen åbner et showroom i kælderen med fokus på historie imens stueetagen og førstesalen bliver nyindrettede lokaler med butik og café. Konceptet med tre i ét hus kendes i forvejen fra Silkeborg, og konceptet bliver det samme her i Odense. Caféen vil, ligesom i Silkeborg, komme til at hedde Drewsens. Hvis konceptet bliver kopieret fuldstændig kan vi se frem til kaffe, vin og tapas i skønne og stemningsfulde omgivelser.

Hvornår: 1. juni 2021
Hvor: Flakhaven 1, 5000 Odense C

Drewsens
Drewsens, Silkeborg. Foto: Drewsens Instagram profil

Spiseriet Deilig - spisestedet i det nye H.C. Andersens Hus

Til slut juni kan vi glæde os over at det nye H.C. Andersens Hus åbner - og i den forbindelse kommer der også endnu et nyt spisested. Det er Meyers og H.C. Andersens Hus som er gået sammen og lavet spiseriet Deilig som har navn efter et kendt eventyr. Her kan vi glæde os til mad som får råvarene til at tale, og målet er at der skal kunne spejles nogle eventyr gennem maden. Det hele bliver eventyrligt - akkurat som det nye H.C. Andersens Hus.

Hvornår: 30. juni 2021
Hvor: H.C. Andersen Haven 1, 5000 Odense C

Atami Sushi

Til juli kan Odense byde velkommen til en ny sushiforretning med et helt nyt koncept. Sushikæden Atami Sushi kommer til Odense, og vil køre med konceptet ”all you can eat”. Dét i sig selv er ikke et nyt koncept i Odense men hos Atami Sushi skal man bestille via en iPad, hvilket er helt nyt for odenseanerne.

Formålet med iPad fremfor fysisk betjening er at mindske ventetid og forstyrrelser ved bordet. På den iPad, som gæsterne får udleveret når de ankommer, er det muligt at se billeder og læse om de forskellige stykker sushi – akkurat som i et fysisk menukort. Atami Sushi har ikke blot lejet ét, men hele to lejemål, for at få plads til deres restaurant som har planer om at skulle kunne rumme op til 130 gæster.

Hvornår: forventet åbning midt juli 2021
Hvor: Kongensgade 74-76, 5000 Odense C